Desværre viser data at der ikke kontrol over Covid 19 sygdommen, der er blevet forværret de sidste dage
DCU har nu skærpet de overordnede regler. Se Herunder.

Danmarks Cykle Union følger som ansvarligt forbund myndighedernes påbud, anbefalinger og tiltag mod coronavirus - vi skal stå sammen om at bryde smittekæden. Derfor har vi besluttet med omgående virkning at aflyse alle cykelløb til og med 30. april 2020.

Dermed forholder Danmarks Cykle Union sig proaktiv til både Sundhedsstyrelsens smitteprognoser og myndighedernes retningslinjer for idrætsorganisationer, hvilket også er helt i tråd med statsministerens ord og en del af ansvarligheden - hellere at gå lidt for langt end at være for letsindig.

Ovenstående vil kun ændre sig, hvis de danske myndigheders påbud eller anbefalinger ændres, og vi vil i så fald melde ud via Danmarks Cykle Unions officielle kanaler. Vi vil løbende orientere medlemmer og klubber om, hvordan vi forholder os til situationen. Muligheden for at forlænge løbssæsonen i oktober undersøges.

Det vil være dybt uansvarligt at begynde at udlægge eller fortolke eksperternes retningslinjer – vi må ikke løbe nogen risiko, og vi hverken kan eller vil som organisation foretage noget, der minder om lægefaglige analyser, vurderinger af smitterisiko i cykelsport eller lignende. Danmarks Cykle Union følger derfor konstant de officielle påbud, anbefalinger og retningslinjer, der udstikkes på idrætsområdet fra myndighederne – det gør vi netop for at være ansvarlige og ikke for at fralægge os ansvaret.

Vi skal gøre, som vi bliver anbefalet af myndighederne for at sikre vores egen og hinandens sundhed - fællesskabet går forud for alt andet.

Danmarks Cykle Union opfordrer desuden til, at man ikke deler uofficielle råd og vejledninger på de sociale medier i klub- eller medlemsfora, da dette blot bidrager til risikoen for uhensigtsmæssige handlinger – vi må og skal have fuld tillid til, at de officielle anbefalinger og vejledninger fra myndighederne fører os bedst muligt gennem denne krise.

Vi står midt i en af de mest alvorlige sundhedskriser i historien, og vores handlinger kan i bogstaveligste betyde forskellen på liv og død – og cykelsporten træder, som den naturligvis skal, i baggrunden for alt, der sker i disse dage. Det er simpelthen ikke tiden til at gøre udfald mod cykelkammerater, klubfæller eller andre medborgere på de sociale medier. Det er tid til at stå sammen – men hver for sig. Vi er alle menneskeligt forpligtet til at støtte og passe på hinanden.

Med venlig hilsen på vegne af Danmarks Cykle Unions bestyrelse, distrikterne og administrationen

Henrik Jess Jensen, formand

Danmarks Cykle Union

Tlf 43 26 28 02 | dcu@cyklingdanmark.dk

DANMARKS CYKLE UNION | Danish Cycling Federation

Idrættens Hus | Brøndby Stadion 20 | 2605 Brøndby

#vielskercykelsport | www.cyklingdanmark.dk

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram